Den mentale og fysiske sundhed er livsforlængende og vigtig, ud fra de forudsætninger man som
individ har. Albertslund skal tage hånd om de svageste i vores samfund. Det er vigtigt at vi som by
sørger for at bekæmpe ensomhed i alle aldre og at vi giver alle lige adgang til et socialt og sundt
liv.
Ca. 20% af befolkningen i Danmark har udfordringer med psyken eller helbredet og føler sig ikke
som en del af et fællesskab der hvor de færdes. Det sociale fællesskab er livsforlængende og
vigtigt for et menneske, derfor skal vi Albertslund være opsøgende i arbejdet for at få flest mulige med i
sociale fællesskaber, som giver den enkelte livskvalitet.
Flere skal bevæge sig i Albertslund. Vi skal have fokus på bevægelse og fysisk aktivitet som
forebyggende på sundhedsområdet, samtidig med at også kost skal fylde mere på
informationsfladerne. Vi skal ikke bestemme hvad folk skal spise, men vi skal have en
informationsplatform, som er let tilgængelig, med information og opskrifter på god, sund og
nærende kost, der er til at betale for den enkelte. Det er vigtigt med synlighed på
sundhedsområdet.
I Albertslund kommune har vi en større gruppe af overvægtige børn og unge. Overvægt kan
skyldes flere ting, og det kan være svært at sætte en finger på den præcise problematik, da det i mange
tilfælde handler om mental mistrivsel. Så hvordan kommer vi som kommune i mål med at hjælpe
det enkelte barn og den enkelte unge i noget som er så komplekst? Det er vigtigt at vi som
kommune skaber et politisk fokus for området, så vi kan blive klogere på det, og via den vej stille
den rette hjælp til rådighed.
I Albertslund-Listen er vores fokus rettet skarpt mod den mistrivsel vi ser blandt børn og unge. Vi
skal i Albertslund gå forrest for at finde løsninger. Det er vigtigt at vi ikke læner os tilbage og venter
på at endnu en af landets mange kommissioner, som arbejder i alt for mange år, får udfærdiget
endnu en rapport til samlingen. Vi skal tage aktion i Albertslund og skabe ændring i Albertslund.
I Albertslund-Listen er vi overbeviste om, at vi skal have mere af fritidspædagogikken tilbage. En af
de største fejl i nyere tid var, da man fra Folketingets side skabte de lange skoledage, samt diverse
test af vores børn og unge.
Albertslund-Listen mener, at vi skal blive endnu bedre til at skabe forskellige fællesskaber, hvor det
som barn og ung skal være muligt at kunne deltage i flere fællesskaber. Fællesskaber hvor det ikke
er et mål at skulle præstere andet end at være en del af et trygt og åbent fællesskab. Det er rigtig
vigtigt at vi Albertslund skaber flere fællesskaber som ikke er idræt.
I Albertslund-Listen synes vi, at idrætslivet på landsplan har taget en drejning, hvor børn i en tidlig
alder skal træne 3-5 gange om ugen, og hvor børn bliver vurderet og målt på deres præstationer.
Den øgede træningsmængde gør ligeledes, at børn og unge ikke har muligheden for at deltage i
flere forskellige fællesskaber. Derfor er vi i Albertslund-Listen tilhængere af breddeidrætten, som
Albertslund altid har været kendt for. Denne breddeidræt skal vi værne om!
Det er vigtigt at foreningerne i Albertslund ikke kun fisker i søen med foreningsparate børn og
unge. Derfor er det vigtigt, at vi som kommune bygger bro mellem foreningerne og de ikke-
foreningsparate børn og unge. Det er kommunens ansvar at bygge denne bro.
Fællesskaber er for alle. Derfor er det vigtigt at vi som kommune har fokus på tilgængeligheden for
mennesker med handicap. Hjælpen i hverdagen skal være tilstedet på et acceptabelt niveau, hvor
vi sørger for, at alle mennesker har lige muligheder. Rammerne, fleksibiliteten og inklusionen skal
være i højsædet.